Vorter

Alle kan få fodvorter, men fodvorter er mest almindelige hos skolebørn.

Har du en vorte er hjemmebehandling vigtig:

  • Den fortykkede hud over vorten fjernes med skalpel. En skalpel kan købes billigt på apoteket i håndkøb. Hvis huden er opblødt efter et bad kan beskæringen være lettere.
  • Beskæring foretages flere gange om ugen minimum 2 gange ugentligt.
  • Et tyndt lag Verucid eller Vortex smøres på vorten hver aften. Begge præparater fås i håndkøb på apoteket. Efter 2 minutters lufttørring dannes en hård hinde. Opløsningen behandler vorten og nedsætter samtidig risikoen for smitte.
  • Alternativt kan Wartner bruges. Den fås både som pen og til frysning.
  • Hvis vorten bliver meget øm kan det være nødvendigt at holde pause et par dage.
Ved vanskelige tilfælde af vorter kan der bestille tid hos sygeplejersken til vurdering og en snak om den videre behandling. I enkelte tilfælde kan der henvises til specialist.
Behandling af vorter.
Når man starter vortebehandling, sættes en proces i gang. Dette medfører, at kroppens immunforsvar vil bekæmpe vorten, men det tager tid. Hav tålmodighed.
Det er vigtigt at den fortykkede hud over vorten gøres tynd – dette gøres ved beskæring med skalpel.
Vortebehandling er ofte langvarig og tidskrævende.
Små vorter, der sidder tæt sammen – kaldet mosaikvorter – de kan være svære at bekæmpe. Her kan det blive nødvendig at henvise til hudlæge.
Tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed, det er det, det drejer sig om.
Der findes ingen vortebehandling, som er velegnet til alle situationer. Behandlingen afhænger af personens alder, vorternes antal, personens immunforsvar, hvor på huden vorterne findes, og af de gener vorterne fremkalder.
Værd at vide om vorter:
1. Vorter skyldes smitte med et virus, som kun smitter mennesker. Vortevirus vokser meget langsomt. Derfor kan der gå flere måneder fra man er smittet, til vorten viser sig på huden.
2. Man smittes ved berøring af vorten eller via de virusholdige afstødte hudceller. Smitterisikoen øges IKKE ved, at vorten bløder. Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden opblødes af vand eller sved, er den mere modtagelig for smitte.
3. Hvis man undlader at behandle vorterne, vil de svinde, når kroppen har udviklet immunitet. De fleste børn med vorter vil blive fri for vorter i løbet af 1-2 år. Hos voksne varer sygdommen længere end hos børn, ofte mange år.
4. Man kan nedsætte risikoen for at smitte sig selv og andre ved at holde vorten dækket med for eksempel neglelak eller et vortemiddel. Disse fås på apoteket, og de størkner efter påsmøring og hæmmer også væksten af vorten.
5. På apoteket kan man i håndkøb få et vortemiddel der hedder “Wartner”, Midlet er effektivt – følg brugsanvisningen på emballagen. Desuden kan man få “Verucid”.
6. Personer med vorter, som piller eller bider i negle og neglevolde og dermed flosser huden, får ofte vorter langs neglevoldene. Hvis man bider i vorterne, kan man få vorter på læberne.
7. Brugen af badesko nedsætter risikoen for at blive smittet eller smitte andre med fodvorter.

Sundt Lægehus med patienten i fokus